Jeg elsker den måde, en stemme kan ankomme ud af det blå på og bare sætte sig fast. Af alle de mulige og umulige stemmer i denne verden, hvor snart otte milliarder mennesker kæmper for at få ørenlyd, smutter nogle igennem nettet og bliver hørt. At en stemme i den grad kan udtrykke et klart afgrænset individ så umiskendeligt, er da nærmest et mirakel.
To unge mænd er den seneste tid flyttet ind i mit indre øre og har indtaget deres plads i det soniske raritetskabinet, hvor særlige stemmer får anvist deres særlige plads. Marlon Williams havde jeg aldrig hørt om. Damon McMahon kendte jeg kun yderst sporadisk. Nu føles de pludselig som intimsfæriske bekendtskaber.




























