Neobop, hardbop, messagejazz. Det er nogle af de betegnelser, man hæftede på den musik, med hvilken en lang række unge sorte jazzmusikere fandt tilbage til deres rødder i en forening af bluesen og gospeltraditionen. Bevægelsens bannerfører var pianisten Horace Silver, og det karakteristiske for disse kompositioner var netop, at de som regel var skrevet i moltonearter. Han kunne imidlertid meget mere end det, og op igennem 1950’erne indspillede Silvers kvintet en række fortræffelige lp’er, blandt hvilke ’Further Explorations’, med trompetisten Art Farmer og tenorsaxofonisten Clifford Jordan som blæsere, hævder sig som et mesterværk. Det lader sig dog ikke nægte, at Silvers kreative åre udtørrede i tidens løb, og det gælder generelt, at neoboppen forfaldt mere og mere for at slutte med at blive kvalt i sine egne klichéer. Denne nedgang fornemmer man da også i de tre genudgivelser fra hhv. 1960, 1961 og 1963, i alle tilfælde med trompetisten Blue Mitchell og tenorsaxofonisten Junior Cook i front. To glimrende musikere, der dog synes at have været overset herhjemme, for forunderligt nok optræder de ikke engang i den foregående udgave af Politikens Jazzleksikon fra 1987. For lyttere er der imidlertid nu anledning til at indhente det forsømte. ’Silver’s Serenade’ er ikke nogen dårlig plade. Titelnumret, der rummer nogle af de samme kvaliteter som ovenfor nævnte ’Strollin’’, og den livlige ’Nineteen Bars’ byder på udmærket spil. Derimod bærer cd’ens øvrige tre numre allerede det skematiske præg, der indvarsler neoboppens nedgang.