Det kan ske, at det, der engang var en inspiration, med tiden forvandler sig til en spændetrøje. Det er det indtryk, man får, når man lytter til guitaristen Jacob Bros seneste udspil. Oprindelig oplevede man ham med hans kantede spil og hans evne til at skabe markante temaer, blandt andet som medlem af gruppen Beautiful Day, som et frisk pust på den danske jazzscene. Også den amerikanske trommeslager Paul Motian blev opmærksom på ham og indlemmede ham i sit eget ensemble. Siden blev Motian en slags mentor for Bro, og på Bros nye plade, der tilmed foruden tenorsaxofonisterne Chris Speed og Mark Turner samt bassisten Ben Street omfatter Motian selv, er det netop principperne fra Motians musik, der danner grundlaget.
Anonymt indtryk
Det er den melankolske tone, der gennemsyrer samtlige temaer, underlagt en fri rytmisk puls, der i dette tilfælde cd’en igennem bevæger sig med samme dvaske hastighed. Taget hver for sig er enkelte af temaerne egentlig ganske kønne. Men hørt på stribe forbliver det samlede indtryk anonymt. Ikke mindst fordi man savner enhver antydning af rytmisk profilering eller dramatisk udvikling. Så nu må det være på tide for Bro at finde nye veje.
