Da jeg sidste år anmeldte cd’en ’A Certain Beauty’ med den tyske duo Heinz Sauer, tenorsaxofon, og Michael Wollny, piano, beskrev jeg Wollny som en klaverløve, der ikke røbede megen nærkontakt med jazzens dybere lag. Jeg nævnte imidlertid også, at når duoen undgik at falde i grøften til det krukkede og prætentiøse, så formåede den at skabe øjeblikke, hvor musikken berørte én i ordets bedste forstand. Det kunne også gælde for denne cd, hvor Wollny danner en trio med bassisten Eva Kruse og trommeslageren Eric Schaefer. En trio, der af uvisse grunde kalder sig (em). (Og for at være helt korrekt burde parentesens to klammer være kantede). For sagen er jo, at Wollnys klassiske skoling også her visse steder, specielt i anslag og frasering, slår igennem på en måde, der forekommer mig jazzfjendsk. Derimod er der ingen grund til at undsige hans rytmiske fornemmelse. Tværtimod kan man synes, at trioen går så højt op i rytmiske spidsfindigheder, at der ikke bliver meget plads til at udvikle et mere melodisk funderet spil. På sin vis en interessant og inciterende udgivelse, der dog rummer risikoen for, at musikerne, hvis de fortsætter ad denne vej, kører sig selv op i et hjørne.