Lad mig bare indrømme, at jeg ikke har brudt mig meget om den amerikanske sanger Mark Murphy. Stemme har han aldrig haft meget af, men desto flere manerer, kombineret med en selvfølelse, som det ikke forekom mig, at der var belæg for. Her er imidlertid en cd, der har bragt mig på andre tanker. I næste måned fylder Murphy 75 år, og selv om man kan synes, at han også her ind imellem i sin brug af virkemidler bevæger sig ud over kanten, så står det samtidig klart, at manden virkelig sætter sig selv på spil. For som Murphys stemme fremtræder i dag, er det et langt livs erfaringer, der afspejler sig i den. Og det giver hans foredrag en udtryksstyrke, der overskygger mange af de indvendinger, man ellers måtte rejse.
Dyb musikalitet
En anden grund, til at Murphy gør sig så stærkt gældende, er de kongeniale omgivelser, han optræder i. Cd’en er optaget i Berlin, i tæt samarbejde med den fremragende trompetist Till Brönner, Tysklands svar på italienske Paolo Fresu.
Han høres både som en solist, der skaber nogle helt forunderlige øjeblikke, og som ophavsmand til en del af arrangementerne, mens Nan Schwartz svarer for dem, der omfatter Deutsches Symphonie Orchester Berlin. Alt sammen gjort med en dyb musikalitet, der henter det bedste ud af det foreliggende materiale.
