Der er en del velkendte toner mellem de 14 numre, som Cæcilie Norby optræder med på sin nye cd. For sange som David Clayton-Thomas’ ’Spinning Wheel’, Neal Heftis ’Girl Talk’, David Bowies ’Life On Mars’ og sin egen og Lars Danielssons ’Cuban Cigars’ har hun jo indspillet tidligere.
Men denne gang gør hun det ledsaget af Klüvers Big Band, iklædt fornemme arrangementer af blandt andre David Springfield, Peter Jensen og Jesper Riis. Og Norby gør det i sædvanlig flot stil. I et af numrene, ’Comes Love’, i duet med Kurt Elling. En sanger, der i lighed med Norby formår at udnytte sin stemmes mange facetter til det yderste.




























