Hvad Dizzy Gillespie var for trompeten og Charlie Parker for altsaxofonen, var Bud Powell for klaveret. På hver sit instrument var de alle tre totalt toneangivende, da beboppen i midten af 1940’erne slog igennem som jazzens nye sprog.
I 1959 tog den mentalt syge Powell til Europa, hvor han bosatte sig i Paris, og i 1962 var han på et længere besøg i København, hvor han også indspillede musikken på denne genudgivelse i selskab med den kun 15-årige Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas og trommeslageren William Schiópffe. Hvad der slog mig som gådefuldt dengang – og stadig gør det – er, hvordan et menneske, der på det nærmeste var ude af stand til at formulere sig i ord, kunne gøre det så overbevisende i toner. For det fantastiske ved hans spil er den klarhed, med hvilken han kæder sine tonerækker sammen, så de danner en kontinuerlig fortælling.
