»Det gælder om at forklare musikken«, sagde pianisten Duke Jordan engang.
Et princip, som hans danske instrumentkollega Søren Bebe måske kunne drage nytte af.
For han gør det ikke altid lige nemt for lytteren, når han i nogle af sine kompositioner arbejder med forskydninger af de rytmiske tyngdepunkter, ubestemmelige taktarter eller bryder pulsen op. En vedvarende summen
Og lytteren får ikke megen hjælp hos trommeslageren Anders Mogensen, som elsker ’omvendte’ accentueringer eller hengiver sig til et spil, der i passager ikke høres som meget andet end en vedvarende summen fra bækkenerne.
Alt dette bidrager i flere numre til at skabe en ufrugtbar utryghed, der dog i enkelte tilfælde igen kan fortage sig, hvis det da lykkes en at komme på talefod med musikken.
Og når det er sagt, må man også erkende, at der er tale om en udgivelse, der trods alle forbehold rummer betydelige kvaliteter.
En fornem medspiller
For Bebe røber en selvstændig personlighed, der ikke mindst giver sig til kende i den måde, hvorpå han lader det kompositoriske strække sig videre igennem hele improvisationsforløbet.
Her er et ukompliceret swingende nummer som ’Great Times’ og den flot opbyggede ’Relieved’ et par fine eksempler.
Og også den afsluttende ’Beauty From Within’, et af de mange indslag, der viser, hvor fornem en medspiller Bebe har i elbassisten Niels Ryde, fortjener at blive fremhævet.
kritik Sløret kvalitetsjazz med selvstændig personlighed
Lyt til artiklen
