Undertiden kan der være en ganske kort afstand fra det fascinerende til det manierede – og videre til det irriterende. Sådan kan jeg godt have det med pianisten Ahmad Jamal.
Miles Davis var i sin tid stærkt optaget af den måde, han formulerede sig på. Især Jamals fornemmelse for ’space’, hans sans for åbenhed, for pauser. Dertil kom det antydningsvise, underspillede udtryk, i kontrast til de pludselige voldsomme eruptioner.




























