Det er lys, let timbre og elegance hele vejen rundt, der flyder lytteren i møde fra Kenny Barrons nyeste album. Pianistens kendemærke – det smukke, fjerlette anslag og de ufejlbarligt elegante harmoniseringer – høres straks på titelnummeret, der som de fleste skæringer på cd’en er skrevet af Barron selv. Ellers er det Steve Wilsons koncise, simple, men alligevel levende sopransaxspil, der sammen med tre forskellige vokalister præger en lækkertjekket cd.
Afrikanske jungleskikkelser
De tre sangere har fået et roligt og indtrængende nummer hver at lege med på en plade, der også lader musikerne falde i fartfælden ’Speed Trap’. Ann Hampton Callaway er sart udtyndende i balladen ’Clouds’.
Grady Tates upåtrængende maskuline stemme virker sårbart erfaren, endda let porøs på den intime ’Um Beijo’. Prisen går ikke desto mindre til Gretchen Parlato, der trods sit knagende kringlede navn er sensualiteten selv i en skyggefuldt lavmælt ’Phantoms’, hvor Lionel Loueké med sit afrikanske guitarinstrument forvandler fantomerne til afrikanske jungleskikkelser.
