Et par balladesnutter afleveret til sangerindens eget klaverakkompagnement giver plads for snak og latter, og vupti skifter billedet til bigbandet, der eksploderer som en funky krysantemumbombe! Der klippes uformidlet mellem kreativitet, kærlighed, udfordrende erotik og hverdagens familiefodring af ungerne på Susi Hyldgaards nye, skønne album.
Pladen er lavet i det store format med det fremragende NDR-orkester fra Tyskland, hvor sangerinden er lidt af et navn, og den er noget så blomstrende som en legende, hverdagsdejlig, festklædt cd. Legende poetiske tekster Drifterne får danseplads på ’Legz on up’ med strofer som »Lips a Licking tiny skirten / Drinks a sippin’ almost certain / Come on stranger / Shower me«.




























