I filmens verden ville man betegne en udgivelse som denne som en sleeper. Det vil sige et kunstværk, der umiddelbart kan tage sig noget uanseligt ud, men som ved nærmere bekendtskab viser sig at rumme langt dybere kvaliteter, end man fra begyndelsen forestillede sig. For i dagens jazz er der ikke mange, der spiller piano som den 47-årige David Hazeltine gør det. Den nærmeste må være den 87-årige Hank Jones, som man for nylig kunne glæde sig over i en optagelse fra sidste års Copenhagen Jazz Festival på DR 2. For også Hazeltine spiller klar bebop på denne let henkastede, ubesværede måde, der giver spillet et så vidunderligt flow. Og vel at mærke med en sans for melodisk opfindsomhed, der undgår alle stilens klichéer. Han bliver fremragende bakket op af bassisten Peter Washington og trommeslageren Joe Fransworth, og også repertoiret er af høj klasse. Hazeltines egne 'Perambulation', 'This Is For Seamus' og 'Blues For David' er særdeles velfungerende kompositioner, og det er sjovt at høre, hvad han får ud af standardmelodier som 'Wonder Why', 'Love For Sale' og 'Angel Eyes', men allerfinest kommer hans spil nok til udtryk i de to overmåde smukt harmoniserede ballader 'Old Folks' og 'Lush Life'.