Der hersker en trend blandt tidens sangerinder til at dyrke et bestemt udtryk, man kunne beskrive som 'den påtrængende diskretion'. Et minimalistisk, underspillet udtryk, der ved hjælp af diverse kunstgreb pumpes op til en form for befamlende intimitet. Det er der åbenbart nogen, der synes vældig godt om. For den pressemeddelelse, der følger denne cd med den norske sangerinde Inger Maries Gundersens pladedebut, fortæller, at cd'en i Asien er solgt i op imod 100.000 eksemplarer. Også på Stunt Records er de faldet for Gundersen, idet hendes cd nu er tilgængelig herhjemme på den danske label. Så lad det være sagt, at Gundersen slet ikke er nogen ubegavet sangerinde. Der er en stemme, som man kunne ønske sig ville åbne sig mere, og en sikker fraseringsevne. Men hele konceptet forekommer mig så bevidst gennemført, så indstuderet til den mindste detalje, at det får noget til at skurre i mig. Og dertil bidrager i allerhøjeste grad det slatne instrumentale akkompagnement, der udgør indramningen. Lidt plinke-plonke-klaver, en 'indtrængende' saxofon og en lidt Chet Baker-agtig klingende trompet, der dog ikke har andet end banaliteter at byde på.