Tiden iler hurtigt. For jeg har indtryk af, at der i dag blandt vore unge musikere ikke er mange, der kender tenorsaxofonisten Jerry Bergonzi, selv om vi tilbage i 1990'erne flere gange har hørt ham herhjemme. Dels med Alex Riel, der også indspillede en cd med ham, dels som solist med Radioens Big Band. Noget eklatant gennembrud har Bergonzi imidlertid aldrig fået. Dertil er han i for høj grad en typisk 'musikernes musiker', højt værdsat blandt sine kolleger, men uden at finde en tilsvarende bevågenhed hos det store publikum. Og helt uforståeligt er det vel heller ikke. Bergonzis spil er så rigt på finesser, så kringlet i både melodisk og rytmisk henseende, at det kan opleves som for meget af det gode. Også på denne genudgivelse fra 1994, hvor han høres i selskab med guitaristen Mike Stern, pianisten Andy LaVerne, bassisten George Mraz og trommeslageren Billy Hart, er der numre, hvor han i lange passager kun undtagelsesvis spiller direkte på taktslaget. Men samtidig er det jo fantastisk tenorspil i sin melodiske opfindsomhed og rytmiske smidighed. Med afsæt i John Coltrane kan det strejfe Joe Henderson, men hørt i dag er det overraskende at konstatere, i hvor grad det foregriber Chris Potters og Mark Turners! Og er man først kommet på talefod med Bergonzis musikalske sprog, vil man også opdage, hvilken stærk emotionel appel hans spil besidder. Hør bare, hvor indtrængende han taler til os i sin egen smukke ballade 'Jab', eller hvordan han løfter sig til vejrs i Wayne Shorters 'Fall'. Hans indsatser i hans 'Loud-Zee' og i det alternative take af Chick Coreas 'Windows' skal ligeledes fremhæves. Og hvor inspirerende han indvirker på sine omgivelser, fremgår ikke mindst af det formidable spil, Mraz og Hart leverer.