Det er en kedelig udvikling, den engelske pianist John Taylor gennemgår i disse år. Ganske vist lader det sig ikke anfægte, at han er en overordentlig begavet musiker, der med sin overlegne beherskelse af instrumentet, sit skarpt udmejslede anslag og sin sans for raffinerede harmoniseringer ikke mindst forstår at udnytte flyglets klanglige muligheder. Flot tager det sig ud, men samtidig er kommet noget demonstrativt - og dermed fremmedgørende - over Taylors tilgang til musikken. For de mange udenværker, han bygger op, overskygger det, der burde være musikkens kerne. Og det ytrer sig ligeledes i den måde, hvorpå Taylor disponerer sit spil, idet det i sine mange abrupte sidespring forhindrer det i at samle sig til en helhed. På sin nye cd ledsages Taylor af sin landsmand Martin France på trommer og den svenske bassist Palle Danielsson, der ellers gør sit for at tilføre musikken den tiltrængte ro. Finest kommer sammenspillet mellem de tre musikere til udtryk i Kenny Wheelers 'Intro To No Particular Song', hvor Taylor formulerer sig mest ligefremt og ubesmykket.