Det var baritonsaxofonisten Per Goldschmidts initiativ, at Ernie Wilkins Almost Big Band genopstod for fem år siden. For egen del husker jeg især med stor glæde en koncert i oktober 2002 i Copenhagen JazzHouse, hvor orkestret med klarinettisten Putte Wickman som gæst optrådte i et repertoire, der knyttede sig til Duke Ellingtons orkester. En oplevelse, der i dag kan komme alle og enhver til gode, idet der nu foreligger denne cd, der dog er optaget ved en nyere koncert i Allerød sidste år. For at være helt præcis, fem dage før Wickmans 80 års fødselsdag den 10. september. Og det forekommer nærmest mirakuløst, at man i numre som 'Sophisticated Lady', 'Good Queen Bess' og 'My Little Brown Book' kan høre klarinetspil, der er båret af en klangskønhed og en sjælden ro i selv de dristigste rytmiske fraseringer, som ingen af Wickmans nulevende instrumentkollegaer kommer i nærheden af. Og måske er det heller ikke så mærkeligt, at det netop er i disse numre, at også orkestret og de implicerede solister blandt dets egne medlemmer manifesterer sig stærkest. Når det gælder numre som 'Take The Coltrane' og 'Mainstem' er man nemlig nødt til at erkende, at det ikke er alle i den lange række af solister, der slipper lige så heldigt fra det som altsaxofonisten Jan zum Vohrde, trompetisten Jens Winther, pianisten Nikolaj Bentzon og bassisten Jesper Lundgaard. Og når jeg har nævnt Bentzon og Lundgaard, så må jeg også tilføje trommeslageren Aage Tanggaard. For tilsammen udgør de tre musikere en rytmegruppe på absolut topplan. Og jeg er ikke i tvivl om, at når hele det store ensembles spil er besjælet af en så smittende veloplagthed, så er det i høj grad deres fortjeneste.