DER HAR ALDRIG hersket tvivl om, at britiske John Taylor er en særdeles begavet pianist. Men det lader sig nok diskutere, hvorvidt det har været til gavn eller til skade for ham, at han med tiden har stræbt efter at tilegne sig et mere og mere klassisk udtryk. Det røber sig både i den fremførelse, han giver musikken, og i det materiale, han udvælger sig. Hvad enten han selv eller andre har været ophavsmand til det. På 'Songs and Variations', hans nye solo-cd, er det ham selv. Elleve stykker af varierende karakter, som derfor også kan vække lige så forskellige reaktioner hos modtageren, afhængig af hvem denne er. For mig kan hans glasklare anslag fremstå så forfinet, at det til tider tangerer det nipsagtige. I sit balladespil kan han virke ekstremt henholdende. Og når han omvendt, som i 'Fantasy' og 'Escapade', benytter sig af et stærkt betonet rytmisk sprog, kan der til gengæld gå lovlig meget Katschaturian det. Hvad der ikke lader sig anfægte, er imidlertid, at selve det musikalske niveau, Taylor bevæger sig på, under alle omstændigheder ligger højt. 'Close to Mars' og 'In Cologne' er overordentlig smukke kompositioner, og skønt stemningslejet i 'In February' er et ganske andet, kan man alligevel opleve den som beslægtet med John Coltranes 'Giant Steps'. 'Arrivée' 1, 2 og 3 synes at være frie improvisationer, og ikke mindst den anden rummer stærke passager.