I modsætning til vort broderland Sverige, hvor en række af de professionelle musikere allerede kort efter Anden Verdenskrig tog den nye revolutionerende jazz, beboppen, til sig, var holdningen blandt deres danske kolleger anderledes afventende. Hvilket for en del hang sammen med, at valutasituationen herhjemme forhindrede den frie import af amerikanske jazzplader. Derimod var der en lille skare af entusiastiske amatører, der efter bedste evne forsøgte at tilegne sig jazzens nye sprog. To, trompetisten Jørgen Ryg og saxofonisten Max Brüel, skilte sig i kraft af deres talent hurtigt ud fra de øvrige, og selv om de begge vandt professionel status, så gik Jørgen Ryg ikke desto mindre rundt med sin drøm om at blive skuespiller, mens Max Brüel sideløbende arbejdede som arkitekt. Dette arbejde medførte adskillige afbræk i hans karriere som musiker og har utvivlsomt bidraget til, at den i flere henseender tegnede sig så ujævnt. Det fremgår også af den cd, som en tredje fremtrædende pioner fra denne tid, bassisten Erik Moseholm, har stykket sammen for at kaste lys over denne periode i dansk jazzhistorie. Det er årene fra 1950 til 1957, det drejer sig om, og hvis man skulle karakterisere Brüel i få ord, så måtte det være som en kamæleon med sin egen personlighed. I den tidligste af optagelserne med en kvintet, der i 1950 vandt Ekstra Bladets og pladeselskabet Tonos jazzamatørkonkurrence, høres han på altsaxofon, tydeligt influeret af Charlie Parker. Allerede året efter har han imidlertid udskiftet altoen med barytonen, nu med Gerry Mulligan som inspiration, men også med impulser fra Tristano-skolen. En påvirkning, der skulle gøre sig endnu stærkere gældende gennem de følgende år, efter at Brüel havde stiftet personligt bekendtskab med altsaxofonisten Lee Konitz. I 1956 tager Brüel sopransaxofonen op, og året derpå bliver det tenorens tur, nu med Stan Getz som forbillede. Også spillets kvalitet veksler, både Brüels eget og omgivelsernes. Han havde potentialet til at blive en fremragende jazzmusiker, men han fik aldrig udviklet det til fulde, for når de store byggeprojekter optog hans tid, måtte musikken hvile. Cd'en byder dog på adskillige eksempler på glimrende saxofonspil. Det gjorde også en forskel, da William Schiöpffe vendte hjem fra Sverige og overtog pladsen ved trommerne i de forskellige grupperinger, Brüel arbejdede med. Værd at fremhæve er især en række kvartetoptagelser, dels med Bent Axen på piano og Brüel på baryton fra 1954, og dels med Hans Henrik Ley på piano og Brüel på tenor fra 1957. Cd'en slutter med noget af et kuriosum, en koncertoptagelse fra Tyskland med den ungarske guitarist Attila Zoller og en ung Gary Peacock på bas. Og her lykkes det faktisk Zoller, der dog var en musiker med et vist renommé, både at få vendt rytmen og at spille forkerte harmonier.