Der stårfortsat en nimbus omkring saxofonisten Wayne Shorter. Først og fremmest takket være hans fordums bedrifter, men hvad man end vil mene om hans spil i dag, så udstråler det en autoritet, man må bøje sig for. Det kunne imidlertid have været interessant at vide præcist, hvornår de enkelte numre, otte i alt, der er optaget ved koncerter i perioden november 2002-april 2004, er indspillet. Det fremgår ikke af noterne. Så det er kun en hypotese, hvis man skulle danne sig det indtryk, at jo tættere de fire musikere, foruden Shorter pianisten Danilo Perz, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade, er kommet på hinanden, desto mere ambitiøs tager musikken sig ud, til trods at den i flere tilfælde bygger på et ret spinkelt materiale. Det kunne gælde 'Smilin' Through' og 'As Far as the Eye Can See', hvor kontrasterne er spændt overmåde hårdt op. Shorter veksler mellem at flintre omkring og spille lange enkelttoner, der i deres ekspressivitet kan tangere det hysteriske, og Perez dyrker fortrinsvis sit mest hårdtslående anslag. I sammenspil med en fremragende Patitucci og en formidabel Brian Blade leverer han imidlertid også et akkompagnement, der i høj grad bidrager til at gøre 'Joy Rider' og 'Over Shadow Hill Way' til et par yderst inciterende indslag. For sig selv står Felix Mendelssohns 'On Wings of Song' ('Auf Flügeln des Gesanges') i en udgave, der nok lyder noget sær, men faktisk tvinger os til at lytte.
Shorters nimbus
Lyt til artiklen
