Wallin markerer sig i genudgivelsen af lp'en 'Where Is Spring'. En række optagelser fra vinteren 1986-87 med Torbjörn Hultcrantz på bas og Leif Wennerström på trommer. Wallin er ikke en musiker, alle og enhver føler sig tiltalt af, med hans egensindige spil, der har hentet næring hos både Bud Powell, Thelonious Monk og Cecil Taylor, og hvor skævtklingende improvisationer ofte danner parallelspor til den egentlige melodilinje. Men er man på bølgelængde med det, kan man blive rent ud sagt 'hooked' på det. Så vil man kunne opleve, at de mange gentagelser, som det vitterligt rummer, ikke - som det kan være tilfældet hos andre - udspringer af en automatik, hvor fingrene taler for sig selv, men er udtryk for den måde, Wallin tænker på. Det kan ske, at Wallin mister fornemmelsen for tidens udstrækning. Og de ekstra, ikke tidligere udgivne 27 minutter, der er tillagt den oprindelige lp, er ikke nogen udpræget gevinst. Men til gengæld byder numre som 'Where Is Spring', 'Harry's Tune', 'Mingelin No. 5' og 'Empty Streets' på mageløs musik.
Mageløst musik
Lyt til artiklen
