Efter sit storværk 'The Grand Unification Theory', en sanseberusende udgivelse, kommer vibrafonisten og marimbaspilleren Stefon Harris nu med cd'en 'Evolution'. Fremført af en mindre besætning, der foruden ham selv omfatter altsaxofonisten Casey Benjamin, keyboardspilleren Marc Cary, bassisten Darryl Hall og trommeslageren Terreon Gully, mens fløjtenisten Anne Drummond, pianisten Xavier Davis og perkussionisten Pedro Martinez optræder i supplerende roller. En glimrende plade, men ikke epokegørende som forgængeren. Blandt dens elleve indslag tegner Harris sig selv for de fire, og jeg synes især godt om 'A Touch of Grace' og 'The Lost Ones'. Hvilket også har noget at gøre med, at man her er fri for at høre Benjamin, hvis noget opgejlede spil jeg ikke bryder mig meget om. Blandt de øvrige numre finder man Stings 'Until', et valsetema med en let vemodig, fransk tone, der byder på udsøgt marimbaspil af Harris, og en raffineret udgave af George Gershwins 'Summertime'.
Afvekslende
Lyt til artiklen
