Ingen anden dansk jazzpianist har demonstreret en så stor alsidighed som Carsten Dahl, og af samme grund har heller ingen andre optrådt i så mange forskelligartede musikalske kombinationer. En af dem har været dentrio, som Dahl for to år siden dannede sammen med den norske bassist Arild Andersen og den franske trommeslager Patrice Herdal. Et samarbejde, som nu har resulteret i gruppens anden cd, der - i lighed med forgængeren - forekommer mig mere prætentiøs, end godt er. Ganske vist har de tre musikere sat sig som mål at bevæge sig inden for en åben form og det kan muligvis være korrekt i teorien. Men i praksis virker musikken i emotionel henseende indelukket i sin egen sfære. I de rolige tempi slår en lettere elegisk, salvelsesfuld tone igennem, der stækker musikkens kropslige udtryk. Et nummer som 'Joy' påminder mig om den mest problematiske side af Keith Jarretts klaverspil, og i tre korte, rytmisk betonede numre går det nærmest demonstrativt over stok og sten. 'Rush Brush' kunne således ligne et forsøg fra Cecil Taylor på at give sig i lag med Charlie Parkers 'Billie's Bounce'. Jeg udelukker på ingen måde, at andre kan have betydelig større glæde af musikken, men mig vil den ikke rigtig tale til.