En boks, udformet som en gammeldags guitarforstærker/højttaler, hvor de fire cd'er skal presses ned i en skumgummipude, udgør den 'kreative', men upraktiske emballage. Og en grafisk utilfredsstillende tilrettelagt booklet på 72 sider, som begynder at falde fra hinanden, første gang man bladrer den igennem, er en anden irritationsfaktor, man må affinde sig med, hvis man ønsker at erhverve sig 'Charlie Christian/The Genius of the Electric Guitar', der for nylig i forbindelse med 'Danish Music Awards' blev kåret som sidste års bedste jazzgenudgivelse. Det bør dog ikke forhindre, at det kan anbefales, for der er virkelig tale om epokegørende musik. Charlie Christian var kun 25 år, da han døde af tuberkulose den 2. marts 1942. I august 1939 havde Benny Goodman engageret ham, og i løbet af de følgende to år ydede Christian sit betydelige bidrag til jazzens udvikling. Det var ikke Christian, der introducerede den elektrisk forstærkede guitar, men han var dens første store solist og den, der fik unge guitarister verden over til at følge sig. Det er sagt, at han - sammen med tenorsaxofonisten Lester Young - lagde en af grundstenene til beboppen, og noget er der om det. Men hvad der er nok så væsentligt, var den fornyelse, han var med til at skabe inden for swingmusikken. Han var nemlig ikke alene om det. Goodman-sekstetten var i årene omkring 1940 jazzens mest hippe og mest efterlignede smågruppe. Det gjaldt ikke blot dens specielle instrumentkombination med Goodman på klarinet, Christian på elektrisk guitar og Lionel Hampton på vibrafon, men det strakte sig ud over det. For det, som Lester Young oprindeligt indførte, nemlig en mere åben improvisationsmetode, der både med hensyn til strukturering og rytmisk accentuering vendte sig imod strømmen, blev et musikalsk mantra for Christian, men sporedes også i både Hamptons og Goodmans spil. Og selvom riffet, et kort, repeteret motiv, allerede eksisterede i forvejen, så blev det hos Goodman- sekstetten raffineret og intensificeret til en grad, man indtil da ikke havde oplevet. Jo, jeg kan stadigvæk mærke suset, det gav, da man i sin tid hørte 'Till Tom Special'. Måden, hvorpå Hampton i sin solo spiller op imod det underliggende riff, derpå Christian, mens Goodman nøjes med to mellemstykker. Men hvilke! Og så gjorde det også noget særligt ved musikken, at Count Basie sad ved pianoet og banede vejen for en mere luftig rytmik. Der er andre numre, støbt over samme formel. 'Seven Come Eleven', 'Shivers', 'Gone With What Wind' og 'Air Mail Special', der oprindeligt hed 'Good Enough To Keep'. I november 1940 blev Hampton udskiftet med trompetisten Cootie Williams og tenorsaxofonisten George Auld og gruppen dermed til en septet, og de seneste optagelser med Christian, der er med Goodmans fremragende store orkester, stammer fra marts 1941. I alt rummer de fire cd'er over fem timers musik. Selvfølgelig er der alle de originale udgivelser, men også en lang række alternative takes, fejlstarter, et langt prøveforløb og en slags jam i studiet, inden Goodman var ankommet til studiet. Det er da heller ikke alt, der fortjener samme opmærksomhed i dag. Men hvad de alternative takes betræffer, så er det ikke uinteressant at konstatere, hvor meget mere bundne Christian og Auld var i deres solospil i forhold til Williams og Goodman. Og skulle jeg pege på, hvem af de nævnte musikere, der markerer sig som den største, så er det Goodman. Hør blot, med hvilken smidighed han fraserer og hvilken intensitet han - frem for alt i 'Royal Garden Blues' - kan drive sit spil op på. På dette tidspunkt var hans tone endnu varm og fyldig og havde sin 'beskidte', growlagtige karakter, inden han ødelagde den ved at tilegne sig en klassisk embouchure for at kunne spille Mozart og Carl Nielsen. Det er ikke det, eftertiden vil huske ham for.