Ikke desto mindre er der tale om en højst værdifuld genudgivelse, der i sin mangfoldighed danner en velfungerende forening af gammelt og nyt. Det gælder både repertoiret og de individuelle indsatser. Mobley har skabt et helt selvstændigt udtryk i sin sammensmeltning af impulser fra Rollins og Coltrane, Eddie Diehl får sin guitar til at klinge forbløffende nutidigt og også Woody Shaws trompetspil peger klart fremad. Og så understøttes det hele af en fremragende rytmegruppe med Cedar Walton på piano, Mickey Bass på bas og en formidabel Leroy Williams ved trommerne.