For hun er jo ikke fri for visse manerer, når hun tager sine små gyngeture på ord, som i grunden ikke betyder noget som helst. Og selve det udtryk, hun dyrker, kan virke så ferskt, at det kan få mig at føle, at hvis blot tempoet i sangene blev sat en smule op, så kom der måske mere spontant liv i kludene. Men også denne gang endte det med, at hun fik forført mig igen på den snigende måde, hvor man ikke opdager det, før det er sket. Det begyndte i cd'ens tredje nummer, 'My Heart Stood Still', hvor det kvikke tempo også resulterer i en inspireret pianosolo fra David Newton. Derfra går det videre til bl.a. 'Thou Swell', 'It Might As Well Be Spring', 'This Can't Be Love' (med en fin tenorsolo af Jin Tomlinson) og den mindre kendte 'Nobody's Heart'. Og så sker det mærkelige i næstsidste indslag, 'Manhattan', at klangbilledet ændrer sig fuldstændigt, så Stacey Kents stemme, kun ledsaget af det herligste stride-spil, får en fylde, som den ikke har de øvrige numre. Hvordan hænger det sammen?