Her er en ny jazz-cd, der vil begejstre rigtig mange. Spil den for folk, der ikke er vant til at høre jazz, og de vil sige »uhhhm, ikke dårligt!«. Spil den for garvede jazzlyttere, og de vil beundre tenorsaxofonisten Jan Harbecks fuldfede, old school swing-tenorspil, der er blevet et varemærke for den 36-årige dansker. Fra big bands til soloplader Her går inspirationens røde tråd direkte tilbage til store amerikanske saxofonister som først og fremmest Ben Webster, der med sin blanding af lyrisk balladespil og muskuløse udladninger på hornet var en absolut central skikkelse dengang i Københavns storhedstid som international jazzby i slutningen af 1960’erne. Jan Harbeck har lagt tenor til en stribe danske big bands inklusive Ernie Wilkins Almost Big Band, Tivolis Big Band, Ib Glindemanns Big Band, New Music Orchestra og Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band.
Men i de seneste år er han sprunget ud som solist og kapelmester. Med den fremragende cd ’In the Still of the Night’ slog han i 2008 sit eget navn fast. Københavnsk nocturne Med en kvartet bygget op om den fænomenalt stilsikre Henrik Gunde ved klaveret er det hos Jan Harbeck, man får den tykke saxklang, der for mange vil signalere nat og regnvejrstung melankoli i New York.




























