Med velkendt patos og insisterende kraft åbner Dave Gahan dørene ind til Depeche Modes nye album med et:
»Welcome to my world«.
En invitation, de færreste vil takke nej til, men er indbydelsen ikke sendt lidt sent ud?
Vi har vel været indenfor i Dave Gahans verden i mere end 30 år. Faktisk lige siden Gahan overtog mikrofonen fra Vince Clarke, dengang 1980’erne var ved at lægge det første lag sort mascara, og bekendtgjorde, at han, Gahan, »just can’t get enough«.
13 sange på det 13. album
I de mellemliggende årtier har det været et spørgsmål om begær og tid, mens millioner af fans har nydt stilheden, prøvet at gå i Gahans sko og altid sat lid til, at Depeche Mode ikke ville svigte dem (igen).
Det gør de tre tilbageværende medlemmer heller ikke på deres 13. album, der med 13 sange i 2013 har de skæbnesvangre koordinater på plads. Ligesom de har viljen til igen at sætte den sorte messe i svingninger.
DEPECHE MODE OM NY PLADE:
Men er der så noget nyt i den verden, Gahan byder os indenfor i, som Bram Stokers greve på sit slot?
Djævlen, undergang og tab
Ja, åbenbart er vampyrerne sendt på flugt, og du kan lade nervepillerne blive derhjemme, »you don’t need them anymore/ all the drama queens have gone«. Men Gahan vil stadig »penetrate your soul«. Noget er forandret, og så alligevel intet.
Det er muligt, at der er lidt mere lys end mørke mellem linjerne hos Depeche Mode i dag, hvor Gahan har fået rejst tilværelsen op igen, men han synger som en dommedagspræst, og de poetiske fikspunkter er stadig djævlen, sjælen, undergang og tab af bibelske dimensioner.
Man kender hans verden og vil føle sig hjemme, hvis man ikke vil have sin forestilling om Depeche Mode grundlæggende forstyrret. Gahan overholder pagten med fangruppen ved at synge elegant og desperat, og man tror ham, når han messer løs:
»Should have been you/ If it hadn’t been me«.
LÆS ARTIKEL
Rockstjerne med ni liv tager fusen på døden fire gangePå en klassisk skåret tordenhymne, der ligesom albumtitlen kombinerer (delta)blues og synthesizer.
Det har altid været kernen i Depeche Mode, og på den måde er ’Delta Machine’ et vintage album.
Her opbygges et dunkelt drama med væg-til-væg-omkvæd, der nok skal spile Parken helt ud, når de kommer forbi i juni, og den engelske trio lyder som en lidt ældre (og roligere) udgave af sig selv.
Lydbillede med snubletråde
Indtil Martin Gore stikker sit pjuskede hoved op fra maskinparken. Med et vildt blik i øjnene.
For nok er Depeche Mode for længst forbi det punkt, hvor de som pionerer rykkede sig fra album til album og tog hele verden med sig, men Gore er tydeligvis ikke interesseret i at stå lige så stille, som de gjorde i 2009.
Her findyrkede de en moden variant af deres veldefinerede katedralpop på ’Sounds Of The Universe’ – uden at det hverken gjorde dét musikår værre eller bedre.
Denne gang har Gore derfor skruet op for aggressiviteten i lydbilledet og spændt snubletråde ud, når Gahan kommer anstigende med al sin alvor. Skal det synges med smerte, kan det lige så godt være, fordi man rent faktisk er faldet og slået sig.
Lige fra den første hårde elektroniske lyd er Gore i offensiven med en masse bratte skrænter af synth, drilske kortslutninger og ruskende techno-passager.
Uforløste forandringer
Man kan ligefrem ane noget Einstürzende Neubauten i de industrielle modhager på den minimalistiske ’My Little Universe’, og på den snerrende repetition på ’Soft Touch/Raw Nerve’ mærker man, at Gore siden sidst har leget techno-duo med Vince Clarke i VCMG.
Det lyder godt nok analogt og gammeldags, men den eksplosive effekt er intakt.
Og man må give Gore cadeau for at ville udfordre Depeche Modes udtryk med øjeblikke af overraskende vildskab. Kastet ind med en håndgranat. Men som album bliver forandringen ikke forløst.
Det er stadig de genkendelige sange, der står stærkest tilbage, ikke mindst den massive ’Secret To The End’ og den hymniske ’Should Be Higher’, mens de abrupte udsving i lydbilledet mere afspejler et band, der søger uden at finde.
Som om de ikke helt ved, om de skal blive ved elektroniske tristesse eller sprænge det hele i luften. Sådan for alvor.
Men Depeche Mode er bedre, når de søger og er i tvivl, end når de læner sig tilbage i selvtilfredshed.
fortsæt med at læse
