Gensyn. Martin Gore (th.) og Vince Clarke har stillet hinanden opgaven: Kan vi lave technomusik uden at have gjort det før? Svaret er et tøvende tjoh.
Foto: PR-foto

Gensyn. Martin Gore (th.) og Vince Clarke har stillet hinanden opgaven: Kan vi lave technomusik uden at have gjort det før? Svaret er et tøvende tjoh.

Musik

Depeche Mode-veteraner forsøger at klinke skårene

De var kernen i Depeche Mode, og nu udsender de atter musik sammen.

Musik

Det er over 30 år, siden Depeche Mode som en af den elektroniske pops stamceller delte sig og udviklede to spor gennem musikhistorien.

Efter at have grundlagt bandet sammen med Andrew Fletcher nogle år før trådte den virtuose tangentspiller Vince Clarke ud i 1981, mens debutalbummet ’Speak and Spell’ stadig var i gang med at bryde igennem. Ikke mindst med Clarkes letbenede poplinjer i ’Just Can’t Get Enough’ som rambuk.

Martin Gore overtog sangskrivningen og sendte depechen i en mørkere retning. Netop skiftet fra Clarke til Gore som den bærende sangskriverkraft i Depeche Mode førte til rygter om en voldsom konflikt mellem de to op til bruddet, og det gav Clarke et ry som gådefuld, menneskesky og sur.

En elektronisk troldmand med smittende melodier i generne, der uden at smile sprang videre til The Assembly og Yazoo, før han landede i Erasure, der tæppebombarderede hitlisterne, mens Depeche Mode holdt stadionmesser under Dave Gahans udstrakte arme.

Hverken Erasure eller Depeche Mode
I dag bor Vince Clarke i Maine, mens Martin Gore lever i Californien. To englændere på hver sin amerikanske kysttrækning, der sidste år tilfældigt løb ind i hinanden igen. Kort tid efter sendte Vince Clarke – efter indtagelsen af en håndfuld øl – en mail til Gore og spurgte, om de skulle kaste sig ud i et technoprojekt sammen.

Clarke var blevet fascineret af technoens anderledes strukturer, som han aldrig rigtig var dykket ned i. I bedste futuristiske ånd skulle de arbejde over mail uden telefonsamtaler, ingen møder eller Skype-samtaler. Ingen skænderier eller menneskelig kontakt, fristes man til at tilføje. Bare ideer og musikfiler, der vokser for hver udveksling.

LÆS OGSÅ Gore bed på, og nu ligger der et album og tegner en fuld cirkel tre årtier tilbage i tiden. Men gik man med forhåbninger om at høre Vince Clarkes tyggegummipop med et skæbnesvangert sug fra Gores dunkle understrøm, bliver man skuffet.

Det her bærer ikke de fjerneste mindelser om hverken Erasure eller Depeche Mode, og det kombinerer ikke de bedste sider af Clarke og Gore.

Pænt i teksturen
Det er strømlinet og perfektioneret, men selv hvis man er med på, at det her er techno i al sin maskinelle monotoni – uden sang – er det uinspireret.

Albummet ’Ssss’ lyder som den opgave, de to veteraner har stillet hinanden: Kan vi lave technomusik uden at have gjort det før? Svaret er et tøvende tjoh – de kender vejene rundt i maskinparken godt nok til ikke at falde igennem.



Udfordringen er løst med fine fornemmelser for opbygning af intensitet, melodiske fragmenter og varierende lydlandskaber, der drøner forbi vinduerne på det bum-chi-bum-chi-bum-chi-eksprestog, de kører fra Detroit til Berlin og tilbage igen. Men de tilføjer ikke noget nyt eller sprænger bare et lille hul i rammerne.

Et nummer som ’Recycle’ kunne godt sende dansestød gennem en klub ud på nattens små timer, og lukker man øjnene under ’Windup Robot’, kan man sikkert gennemspille en skudscene med stjernekrigens stormtropper. Det hele forbliver bare pænt i teksturen, mens det ene track glider sømløst over i det andet.

Ikke deres eget

Der er hverken de hooks, der kunne antænde kompositionerne, eller de dyk på lydenes dybe vand, der kunne give projektet sin egen karakter. I vellyd og minimalistiske væsen vil det fungere strålende i et fitnesscenter med lidt luksusfernis. I en tid, hvor genrerne inden for klubmusik og elektroniske eksperimenter kommer og går i samme hæsblæsende tempo som de weekender, de er designet til at flamme op i, ser Vince Clarke og Martin Gore lidt verdensfjerne ud.

Man må håbe, at de haft det skægt sammen igen, mens de har taget sigte efter alle technoens koordinater. De har bare ikke ramt noget, der kunne være deres eget. Det her album trækker man ikke frem, når der er gået 30 år til.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden