Mindre end ti år har det taget for Caroline Henderson at gennemføre det musikalske hamskifte, der har transformeret en tidligere popsangerinde til at blive danskernes darling ud i den ellers så ’svære’ jazz og slå massivt igennem.
Endda med høj kunstnerisk integritet. En opbyggelig bedrift, uanset om man måtte tilhøre de jazzpurister, som fordømmer sådan en poptrunte, eller om man letter på låget over de modigt afsøgende plader og indimellem magiske koncerter med en stor og forbløffende stilsikker sangerinde.






























