Det er stort set altid en fornøjelse at lytte til en udgivelse, hvor pianisten Peter Rosendal medvirker. Hvad enten det er med triokammeraterne Graig Earle (bas) og Janus Templeton (trommer), New Orleans-gruppen Six City Stompers eller helt alene.
For han spiller med et overskud og en vivacitet, der er livgivende og beundringsværdig, ligesom hans suveræne teknik er imponerende. Men først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, hvor kort en opstartstid den snart 34-årige klaverdomptør har musikalsk. Som en Brad Mehldau eller en Bill Evans ejer han evnen til at kickstarte et stykke og i overført betydning gå til hundrede i timen på få sekunder. Upbeat spætte Det mærker man på ’Pica-Pau’ – portugisisk for spætte – hvor der ikke går en hel takt, førend Rosendal, Templeton og Earle danser upbeat derudad i titelnummeret, der fra første færd endosserer den sydamerikanske påvirkning, der er udgivelsens bærende feature på den mest charmerende vis.
