Den nordiske vokaljazz står stærkt i disse år, hvor især de kvindelige sangere skiller sig ud som alsidige fortolkere af et bredt repertoire, der omfatter alt fra klassisk musik til pop, amerikanske standards og salmer. Her er ikke noget forsøg på at afgrænse sig fra bestemte traditioner og genrer. I stedet gås der nysgerrigt på opdagelse i forskellige musikalske udtryk, som både kan stamme fra hjemlandet eller den fjerneste afkrog af verden. Det afgørende er, at der fortælles historier. Musikalske fortællinger i intime rammer.
Norske Radka Toneff var en af de helt store nordiske jazzsangerinder. Særlig albummet ’Fairytales’ fra 1982 har fået en helt særlig status i hjemlandet. I 2011 blev det således kåret til det bedste norske album gennem tiderne i avisen Morgenbladet. Det er nu blevet genudgivet i en master edition med forbedret lyd, hvor sammenspillet mellem pianist Steve Dobrogosz og Toneff står lysende klart.




























