I dem kan man snarere opleve, at det i kraft af de to musikeres personlige udtryk nærmest sniger sig ind og farver musikken - og vel at mærke uden at angribe dens grundtone. Det fører ikke mindst til overordentlig smukke resultater i Carl Nielsens 'Tit er jeg glad', Laubs 'Stille hjerte, sol går ned' og Otto Mortensens 'September himmel er så blå'. Og i numre som Gades 'Grøn er vårens hæk' og Weyses 'Natten er så stille', hvor det rytmiske element, med assistance af Steen Raahauges perkussion, bliver fremhævet stærkere, falder også det sig ganske naturligt.