Hvem andre end Miles Davis kunne have skabt soundtracket til William Caytons dokumentarfilm 'Jack Johnson' fra 1971? For Johnson, den første sorte verdensmester i sværvægtsboksning, der holdt sin titel fra 1908 til 1915, var om nogen en helt for Davis. Ikke kun fordi Davis selv dyrkede boksning, men i endnu højere grad på grund af Johnsons livsholdning, hans mod til at trodse det hvide USA. Johnson giftede sig to gange med en hvid kvinde, elskede dyre biler og førte sig i det hele taget frem på en måde, der ikke underkastede sig nogen form for diskriminering over for mennesker af hans race. 90 minutter varer filmen, og nu har Sony med 'The Complete Jack Johnson Sessions' udsendt samtlige de optagelser, der lå til grund for soundtracket og den lp, de ligeledes resulterede i. Det blev til over seks timers musik, indspillet mellem 18. februar og 4. juni 1970, hvor en gruppe, bestående af Davis, Steve Grossman på sopransaxofon, guitaristen John McLaughlin, bassisten Dave Holland og trommeslageren Jack De Johnette udgjorde grundstammen, men hvor også musikere som Bennie Maupin, sopransaxofon, Sonny Sharrock, guitar, Chick Corea, Keith Jarrett og Herbie Hancock på keyboards samt Hermeto Pascoal (der bidrager som komponist og vokalist) medvirkede på nogle af optagelserne. Udgivelsen tager sig overmåde fornem ud, med glimrende noter og præcist udformede kommentarer til de enkelte musikstykker samt et rigt udvalg fortræffelige fotografier. Men det siger også sig selv, at ikke al musik kan være på samme høje niveau, hvor samtlige optagelser høres i fulde længde. Davis' metode var nemlig dengang blot at lade båndene rulle uafbrudt, mens man var i studiet, og redigere musikken senere. En opgave, der var overladt produceren Theo Macero. Dertil kommer, at hovedparten af musikken er bluesbaseret. Om ikke andet, så i sit stemningsleje. Selv når den i realiteten - hvilket den gør i mange tilfælde - kun bygger på en enkelt akkord eller ostinat. Og for at sige det ligeud, så er det eksempelvis ingen fornøjelse at skulle lytte til den samme fem toners basfigur, der - med små variationer - kører igennem 50 minutter i de indledende seks takes af 'Willie Nelson' på disc 1. Det er først i det sjette og sidste, at Davis selv ruller sig så meget ud, at musikken fænger for alvor. I det hele taget er det Davis' trompet, der binder musikken sammen. Når den kun 19-årige Grossman, der ellers havde tenorsaxofonen som sit hovedinstrument, men, da han blev hyret af Davis, fik ordre til at lade den blive hjemme, kommer til, har man ofte på fornemmelsen, at tiden blot bliver fyldt ud med mere eller mindre enslydende fraser, og hvor optændt Jarrett end er i 'The Mask (Part 1)', hvor det virkelig går vildt til, så forstår man samtidig godt, at han efter jobbet hos Davis ikke har ønsket at røre ved et elektronisk keyboard igen. Man bør ligeledes vide, at Davis på daværende tidspunkt var dybt påvirket af Jimi Hendrix' musik. Det afspejler sig dog ikke hans eget trompetspil, der tværtimod i sin åbne klang og sin brændende intensitet samtidig lyser med en klassisk renhed. Det gør det til gengæld så meget desto stærkere hos McLaughlin, der udfylder sin rolle, både som akkompagnatør og solist, overordentlig virkningsfuldt. Og aldeles fremragende er ligeledes DeJohnettes indsats ved trommerne. Fuldstændigt besættende i sin opbrudte funky rytmik i 'Go Ahead John (Part Two A)', men man skal ligeledes notere sig, med hvor enkle midler, han arbejder i 'Go Ahead John (Part One Remake)', hvor det er hans eminente timing, selve slagets placering, der skaber den ultimative effekt. Det er derfor ikke mindst som dokumentation, at bokssættet har sin værdi. Man må tage det sure med det søde. For når det er sagt, at musikken visse steder ikke undgår at køre i tomgang, så slår den andre steder til med en uimodståelig kraft. Den femte og sidste cd rummer bl.a. de to sammenklippede versioner af 'Right Off' og 'Yesternow' på hhv. 26 og 25 minutter, der oprindeligt udgjorde lp'en. Her fremgår det, at der i stykket indgår uddrag fra den 'In A Silent Way'-session, der allerede foregik næsten et år forinden.