Dexter Gordon blev modtaget som den fortabte søn, da han i 1976 vendte hjem til USA for at bosætte sig i New York efter at have levet i Danmark siden 1962. Formentlig har denne velkomst og nyvundne høje status også i nogen grad overrasket ham selv. Det skulle være ham vel undt, men skal man være oprigtig, så er man ligeledes nødt til at sige, at Gordon på dette tidspunkt havde lagt sine bedste år bag sig. Ganske vist havde Gordon også i de mellemliggende år været i USA. Disse besøg gjaldt imidlertid fortrinsvis vestkysten, hvor han havde familie. Og - som han betroede mig engang - var der yderligere en grund til, at han indimellem måtte til USA. Han måtte mærke, hvordan det var igen at have en stærk amerikansk rytmegruppe bag sig. Der er ingen tvivl om, at årene i Europa også har tjent til at udvikle ham, når han som oftest selv måtte tage slæbet. I denne henseende var husrytmegruppen i Montmartre ubetinget en af de bedste, han kunne arbejde sammen med, men selv den kunne ikke i samme omfang give Gordon det, som en god amerikansk rytmegruppe var i stand til. Den særlige kombination af tyngde og energi, af sejhed og fremdrift, der gav ham den indre ro til at brede sit spil helt ud og få det til at svæve. Og det er netop med en sådan trio, man hører Gordon i disse optagelser fra The Both/And Club i San Francisco 7. august 1970. Med den dengang 24-årige George Duke, der ellers kort forinden var blevet medlem af Frank Zappas Mothers of Invention, på piano, Donald Garrett på bas og Oliver Johnson på trommer. Lad så være, at lydkvaliteten i det genfundne tape fra aftenens begivenheder ikke er den bedste, at pianoet er ustemt, og at Garretts strøgne solospil bestemt ikke er nogen ørenfryd. Men hør Gordons spil i Johnny Mandels 'The Shadow Of Your Smile' eller i sin egen 'The Rainbow People'. Hvor dybt han hviler i sig selv. Og hør, med hvilken kreativitet Gordon udfolder sig i Harry Warrens 'There'll Never Be Another You'. Læg for øvrigt også mærke til Dukes glimrende spil og Garretts denne gang pizzecerede solo, der strejfer det let vanvittige, men faktisk er yderst stimulerende.