Skal det være 'klassisk' orgeljazz, så får man det næppe meget bedre end på denne genudgivelse fra 1960, nu suppleret med to hidtil uudgivne numre fra 1963, hvor det er to af genrens mestre, organisten Jimmy og tenorsaxofonisten Stanley Turrentine, der er i studiet sammen. I de to sidstnævnte numre er kvartetten, der også rummer guitaristen Quentin Warren og trommeslageren Donald Bailey, udvidet med bassisten Sam Jones, mens det i de seks numre fra 1960 er Smith selv, der kører baslinjen med sine fodpedaler. Fire af disse er blues, hvad der indbyder til, at spillet i sin anvendelse af faste formler næsten får et ritualiseret præg. Det forhindrer imidlertid ikke i dette tilfælde, at det i Gene Ammons' 'Red Top' når op på højeste niveau. Ikke ved sin løssluppenhed, men tværtimod som et skoleeksempel på, hvordan man - ved at udvise tilbageholdenhed og lade os ane en ubrugt kraftreserve - kan få intensiteten til at stige. Hvilket også Bailey har sin betydelige andel i. Og værd at fremhæve specielt er ligeledes Turrentines spil i 'Lonesome Road', det ene af numrene fra 1963.
Faste formler
Lyt til artiklen
