Holder musikken fortsat? Det er det tilbagevendende spørgsmål hver gang, man modtager en genudgivelse af tidligere udsendte indspilninger. Og selvfølgelig må der være skuffelser, også når det drejer sig om plader, der engang stod højt i kurs. Det gælder således en række genudgivelser med trommeslageren Art Blakeys Jazzmessengers. Han kunne agere som en effektiv motor, der formåede at sætte skub i sine skiftende hold af yngre musikere. Men strengt taget var han umådelig stereotyp i sit spil, og det trådte ikke mindst frem i det trivielle soul-farvede repertoire, som hans gruppe dyrkede til overmål. Stærkest i kunstnerisk henseende markerede den sig i den periode, da trompetisten Lee Morgan, senere afløst af Freddie Hubbard, og tenorsaxofonisten Wayne Shorter udgjorde blæserduoen, og fire optagelser fra 1960 samt to fra 1961 indgår da også på denne dobbelt-cd, der for den enes vedkommende præsenterer Shorter som leder af egne ensembler, mens han på den anden optræder som sidemand i forskellige kombinationer. I begge tilfælde dog med hans kompositioner som grundlag. Og netop disse bidrog i sin tid til at hæve niveauet inden for Blakeys gruppe. Blandt dem er navnlig 'Lester Left Town', som også Stan Getz tog på sit repertoire, værd et fremhæve. Som solist var Shorter på dette tidspunkt endnu noget hvalpet, hvilket først og fremmest giver sig til kende i hans rytmiske timing. Fuldt udviklet oplever man ham først i de optagelser, der blev til, efter at han i 1964 var blevet medlem af Miles Davis' kvintet. Og hvad der gør dem særlig interessante, er den omstændighed, at man i seks numre hører Elvin Jones ved trommerne. Det gør unægtelig en forskel! Hør bare, hvilken flugt der er over spillet i eksempelvis i 'Yes Or No' og 'Marie Antoinette'. I denne forbindelse er det ligeledes værd at bemærke sig, at Jones her leverer et spil, der er radikalt anderledes end det, han på samme tid ydede som medlem af John Coltranes kvartet. 'Speak No Evil', 'Infant Eyes' og 'Witch Hunt' er andre fremragende numre, og her såvel som i de øvrige hører man foruden Hubbard også pianister som McCoy Tyner og Herbie Hancock samt trommeslagere som Tony Williams, Joe Chambers, Billy Higgins og Jack DeJohnette. Blandt de sene optagelser udmærker 'Limbo' fra 1989 sig især, fremført af en trio, bestående af Shorter, pianisten Michel Petrucciani og guitaristen Jim Hall. Til gengæld må man affinde sig med nogle mindre spændende indslag som 'Super Nova' og 'Calm', og for både 'Footprints' og 'Nefertirt' gælder det, at de foreligger i langt mere inciterende versioner med Miles Davis' kvintet.