De fleste kender utvivlsomt til det. At der er melodier, som rører ved en på en helt bestemt måde. Måske fordi de vækker særlige minder, men det kan også være tonernes sprog i sig selv, der udløser denne specielle følelse. Sjovt nok fandt jeg hele to sange, repræsenterende hver sin type, på cd'en 'More Smiles', en genudgivelse med The Kenny Clarke-Francy Boland Big Band fra 1969. Den ene er 'Bei Dir war es immer so schön', Theo Mackebens vemodige ballade fra 1930'ernes Tyskland, som har fulgt mig siden min barndom, mens den anden er Bernice Petkeres' 'Lullaby Of The Leaves', i hvis melodilinje der er indbygget en særegen fremdrift, som fører én uimodståeligt med sig. Og begge melodier står sig ualmindelig flot, som de bliver fremført af dette store orkester, der i årene 1962-1972 indtog en ganske enestående position på den europæiske jazzscene. Dets finansielle bagmand var den italienske iscremefabrikant Gigi Campi, lederskabet var lagt i hænderne på den belgiske pianist og arrangør Francy Boland og den amerikanske, i Paris bosatte trommeslager Kenny Clarke. Ensemblet bestod af andre ekspatrierede amerikanske musikere som saxofonisterne Johny Griffin og Sahib Shihab, trompetisterne Benny Bailey og Idrees Sulieman og bassisten Jimmy Woode samt en række musikere fra den europæiske jazzelite som den svenske basunist Åke Persson, den jugoslaviske trompetist Dusko Goykovich og de engelske saxofonister Derek Humble, Tony Coe og Ronnie Scott. Desuden knyttede der sig den særlige omstændighed til orkestret, at det spillede med hele to trommeslagere, nemlig ved siden af Clarke også hans engelske kollega Kenny Clare. Sammen forstod de at sætte et gevaldigt skub i orkestret, men hvis jeg skal komme med en mindre indvending, så gælder den, at det højt disciplinerede ensemblespil enkelte steder, eksempelvis i Jule Stynes 'Just In Time', netop i rytmisk henseende kunne tage sig lovlig militant ud. Som helhed er der imidlertid tale om en fremragende cd, spækket med en række fine soloindsatser i numre som Richard Rogers' 'My Favorite Things' og Cole Porters 'All Through The Night'. Ikke mindst Humble udmærker sig med sit spil på altsaxofon, og allermest betagende fremtræder det i Bolands smukke ballade 'November Girl'.