Man kan vænne sig til meget, og i Wolfs ekstremt fintmærkende senromantiske liedkunst er englænderen Bostridges androgyne og resonansfattige karaktertenor, gnæggende eller ligefrem vrælende forteklang og lidt for demonstrative omhu med sprog og detaljer bestemt noget, man skal vænne sig til. Han er i den grad ingen tysk sanger, selv om hans tyske er godt. Men jo mere man hører, des mere trænger man også ind bag den distraherende overflade til begavede, engagerede og teknisk overlegne fortolkninger, der ifølge Bostridge selv er inspireret af sangere som Barbra Streisand, Billie Holiday og Bob Dylan(!).
Den intimitet, som afgjort klæder stemmen bedst, dominerer heldigvis repertoiret og giver rig plads til den overlegne lethed og de svævende udtyndinger, der hører til de skarpeste redskaber i hans værktøjskasse.
