Det er to af Mozarts populæreste klaverkoncerter, pianisten Pollini har valgt til udgivelse her i slutningen af Mozartåret, og det er optagelser lavet med publikum i den gyldne Nytårskoncertsal i Wien. At det er live, er desværre noget, der høres alt for tydeligt.
Pollini mumler med, når han spiller. Det er ingen nyhed. Men i ’Elvira Madigan’, nr. 21, synger og brummer han, så det bliver for meget, og selv om solist og orkester på mange måder er en nydelse – luksusklang, subtilt syngende nuancer og så videre – så er resultaterne for unøjagtige. Orkestret sætter ikke altid samlet ind. Fere steder høres det på den manglende præcision, at Pollini ikke kan have hænderne både på tangenterne og i luften på én gang. Sammenligner man med hans klaverkollega Alfred Brendel på Philips, opdager man, hvad det rette tempovalg i første sats af nr. 17 plus en dirigent som Charles Mackerras gør af forskel.
