Årene mellem forrige århundredskifte og Første Verdenskrig var de virtuost instrumenterede og klangligt forførende orkesterværkers storhedstid, og til de mest overdådige hører ’Daphnis og Chloé’.
Som adskillige andre af tidens balletpartiturer har det løsrevet sig fra scenen for at leve sit eget liv; men på grund af sine store krav til ressourcer og indstudering hørtes det indtil for nylig sjældent i sin helhed. Man klarede sig med den såkaldte suite nr. 2 – ballettens 3. akt – ofte uden det vokaliserende kor, der indgår i orkesterpaletten. Typisk for tidens usikre og søgende værdigrundlag er Ravel søgt tilbage til græsk antik med dens naturmagi (Pan) hyrdeidyller og bakkantiske livsudfoldelse – alt sammen glimrende balletstof. Musikken fremmaner en idealiseret drømmeverden med hele den eskapistisk sensuelle eventyrlyst, der kendetegner Ravels mærkelige barnesjæl.
