Han synger sin tenorarie, den hele huset venter på, ‘Una furtive lagrima’, så fokuseret og smægtende, men alligevel smagfuldt og overskudsfyldt, som man overhovedet kan drømme om, og den propfulde Wiener Staatsoper klapper som gale. Så synger han den en gang til. Lige så brillant. Mere live bliver det ikke. Mere italiensk og operaagtigt fås det ikke.
Med drømmeparret Netrebko og Villazón i hovedrollerne i en optagelse fra Wien sidste år er her en ’Elskovsdrikken’, der kan vaske sig. Kulisserne er halvgamle og bundtraditionelle, javist, men netop til denne historie skal scenen ligne en solfyldt, støvet lille plads i en norditaliensk landsby og ikke noget andet, og Otto Schenks gamle, nænsomt oppudsede iscenesættelse er om noget gennemklassisk. Lige fra kvaksalveren Dulcamaras prærievogn til bondeknolden Nemorinos røde halsklud. Anna Netrebko er cremet og fuldblomstrende hele vejen op og ned og rundt i koloraturerne og fuldstændig perfekt til at spille den lidt forhærdede, prinsessesmukke Adina, der til en start falder for en tinsoldat med snoet moustache, men som ender med at blive smeltende nougatblød over bondeknolden Nemorinos uforbeholdne, ægte kærlighed.
