Da opera fra 1637 blev en offentlig forlystelse i Venedig, blev det umiddelbart underholdende en bydende økonomisk nødvendighed. Cavalli, den førende komponist i generationen efter Monteverdi, havde ikke sin forgængers psykologiske dybgang, men skabte en smidig, melodisk indsmigrende deklamationsform, der næsten umærkeligt slår over i dansante ariemelodier. Ynde og charme dominerer. Barok pomp hører en senere tid til. ’Calisto’ bygger på Ovid og græsk mytologi, men tager ingen af delene særlig alvorligt i en løs sammenfletning af forskellige erotiske historier med Jupiters forførelse af nymfen Calisto som den vigtigste. Wernicke slår tonen an ved at gøre mandsrollerne til commedia dell’arte-figurer i både dragt og bevægelse med den virtuost adrætte Visse i spidsen (dog ligner den flamboyante Jupiter hertugen af Mantua), og scenemaskineriet får, hvad det kan trække.
Alligevel – og trods frivole detaljer og til tider næsten akrobatisk aktivitet – er tonen behageligt afdæmpet og giver plads til sødme og følsomhed hos titelheltinden som den eneste nogenlunde seriøse figur. Det er veloplagt, idérigt og morsomt – og en smule langt i spyttet, men heldigvis er den musikalske fortolkning af høj klasse med masser af vokalt overskud og en fornem forståelse af de skuespilmæssige krav og stilens tætte forbindelse mellem ord og toner. Og Jacobs giver sangerne al den frihed, de behøver, og underbygger inspirerende og med smittende humør den livlige dialogdramatik.
