På papiret ser det ikke ud af så meget, men det er forbavsende, hvad kun to strygere kan fylde. Længst kommer instrumentationsmesteren Ravel i en fuldt udbygget sonate i fire meget forskellige satser, hvor vekselspil, figurationer og virtuose sammenfletninger skaber en illusion af både tre og fire stemmer. Det er suverænt formet og formuleret, melodisk lifligt, raffineret, muntert og djærvt, et univers i filigran, hvor formen får fylde af musikernes overskud og overblik. Bortset fra de to strenge og kunstfærdige kanons, som duoen menneskeliggør smukt og fængslende, er sonaten pladens ældste og bedste værk. Og det længste. Vi er i Paris i forrige århundredes mellemkrigstid, hvor også schweizeren Honegger og tjekken Martinu hører hjemme.
Førstnævnte blander karakterfuldt kontrapunkt, dramatisk dialektik, lyrisk lethed og i finalen en robust spillemandstone, og her får man nobelt kammerspil med en fin intimitet. Martinu er mere letsindigt udadvendt med umiskendeligt tjekkisk accent og flair for elegant og effektivt håndværk, til tider lidt billig men også med prægnante ideer som i en stor, recitativisk kadence.
