Med læsebrille på næsen får maestro Domingo, som vitterlig er en god og erfaren dirigent, orkestret op at ringe, og Villazóns italienertenor ... jamen den har aldrig været så knaldende, smægtende, lysende fuld af kraft som nu. Begge d’herrer føler tydeligvis for de spanske zarzuela-arier, og feelingen er forrygende. Man kan godt kalde zarzuela operaens lyriske lillesøster. Genren, der oprindelig blander sang, skuespil og dans, har eksisteret siden 1600-tallet, men først i midten af 1800-tallet, da alt i Europa åndede nationalisme, fik den rigtig vind i sejlene. Med basis i Madrid gjorde komponisterne zarzuelaen til Spaniens svar på italiensk opera.
Solvarm spansk musik
Villazón synger zarzuela-arier fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1990’erne, og nationalisme eller ej, så er der gnistrende italiensk operagestus over musikken. Det handler om kærlighed, og man hører en god sjat Puccini i en arie som ’La roca fría del Calvario’ fra José Serranos ’La dolorosa’.
