Lyt til artiklen
Til en start virker Mullovas tonetråde overraskende ferske. Klangen overraskende lille.
Men topviolinisten, der blev dumpet af storspilleren på det klassiske plademarked Universal for derefter at blive en endnu større succes på sit eget plademærke, åbner hurtigt lytterens øre for en sødme og en dynamik, der – selv om nuancerne er miniputtede – taler med en egen dragende melankoli. Fraværet, den lille distance, er et kendemærke ved disse indspilninger. Selv om Mullova har overarmene til at frasere igennem som den violinvirtuos, hun er, respekterer hun sit spinkle historiske instrument. Hendes spil i Bachs seks sonater for violin og cembalo minder en hel del om kollegaen Giuliano Carmignolas på Sony, en indspilning, jeg holder meget af.
