Sådan har vi aldrig hørt det før: så overlegent, elegant og rigt udarbejdet. Især fløjtekoncerten åbner sig på en helt ny måde med en dramatik, en karakterfuldhed, en lykkelig ømhed og et vemod, man knapt anede, den rummede. Og trods en magtfuld orkesterbesætning er det ren kammermusik, hvor solisten for en gangs skyld er i stadig dialog med orkesterstemmerne. Det gælder naturligvis også den sparsomt instrumenterede klarinetkoncert og blæserkvintetten, men som Nielsens mest afbalancerede større værk bliver sidstnævnte så modstandsløst flydende, at nogle nok vil savne den anstrengelse, man er vant til at høre. Og dog: Hvorfor egentlig? Udsøgt balance og krystalklar struktur understreger kun værkets mesterskab, og finalens variationer savner slet ikke individuel frihed og udtryksfuldhed.