’Tosca’ er en erotisk gyser. Vidste man det ikke før, så ved man det efter at have set denne forestilling.
Kirkens labyrint af søjler, der spruder ild og oplyser et uhyggeligt dommedagsbillede under Scarpias diabolske monolog, hans mørke, glasagtige kontor, hvor adgangstrappen forsvinder og efterlader Tosca i et udvejsløst mareridt i sit fetichistiske outfit, skyggen af en langsomt roterende vifte, der ubarmhjertigt tæller minutterne over sidste akts betonstøbte henrettelsesplads med de anonyme geværløb:




























