Kvartetter for klaver og strygere er en sjælden genre. Mozarts var de første, og kun få fulgte efter. Til gengæld hører de to, Mozart skrev, til hans virkelig fine kammermusikværker. Den ene, fra 1785, står i g-mol, med den særlige barske dramatik i den omfangsrige førstesats, der kendetegner alle Mozarts fåtallige molværker. Den er klar, stram og monumental i sin opbygning. Året efter fulgte kvar4tetten i Es-dur med en helt anden lethed ikke blot i farve og gestik, men også i sin næsten rapsodiske strøm af ideer. De to værker komplementerer hinanden som udtryk for Mozarts spændvidde. Med tre satser - ikke fire som i en strygekvartet - hører de til samme sfære som tidens klavertrioer, men musikkens krav og vægt sprænger genrens rammer som amatørmusik til hjemmebrug. Den ti år gamle tyske Fauré Quartett (franskmanden Fauré skrev også to klaverkvartetter), er et finslebet og ambitiøst ensemble, der understreger kontrasten mellem de to værker. Es-duren spilles let og legende med fokus på ideernes charme og sangbarhed og på formens smidige forvandlinger. Larghettoen er indtrængende fortællende i sin rolige udvikling, finalen munter i afsættet, og strygernes vibrato er overalt omhyggeligt kalibreret. G-mol-værket tackler kvartetten med højspændt rytme, voldsomme accenter og dynamiske kontraster, anspændt fremaddrivende tempi og en ganske pågående klang. Det er dramatisk, men det er for meget. Musikken sveder; forcerede overgange bringer formen ud af balance, og det er simpelthen ikke rigtig appetitligt. Men bliver ikke inviteret indenfor og savner et fugleperspektiv på forløbet. Min gamle indspilning med den modent afklarede Trio Beaux Arts beholder sin æresplads på hylden.