Den dybt religiøse Bruckner begyndte sin karriere som kirkemusiker, og selv om symfonierne dominerede den senere del af hans liv, fortsatte han i et vist omfang med at skrive for kirken, især kortere stykker for kor. I 1860’erne, hvor han debuterede som symfoniker, skrev han også tre messer, af hvilke den her indspillede nr. 2 i e-mol er ejendommelig ved alene at være ledsaget af blæsere og i øvrigt mangle solister.
Det er et fascinerende sammensat værk, nærmest eksperimenterende i sin også i detaljen ukonventionelle instrumentation og med en markant kontrast mellem de tekstrige satser ’Gloria’ og ’Credo’, som med stor klangfantasi viderefører den energiske wienerklassiske messetype, og de øvrige mere moderne satsers kromatiske kontrapunktik, særlig i det mystiske ’Kyrie’.




























