Efter at have lavet nogle af de mest tilfredsstillende indspilninger overhovedet af Schuberts og også af Mozarts klavermusik lukker luksuspianisten Mitsuko Uchida nu hullet mellem romantik og klassik med Beethovens tre sidste sonater. Og hun gør det, så man spidser ører. For de lyder ikke helt, som de plejer, de tre sonater. Mens den sene Beethoven eksperimenterer med fuga og variationsteknik, leger Uchida med impressionistiske virkemidler. Ikke at Beethovens vildskab er tæmmet. Men musikken ligesom hæves til æstetiske højder. Her er ingen ufølsom hamren i tangenterne. Derimod drømmende farveschatteringer. E-dur-sonaten opløses til en start i forskelligfarvede stemmer. As-duren erfarer smidig indtrængen, og selv i den sidste sonate i c-mol er det grovkornede og det boogie woogie-swingende præget af sofistikerede læsninger og en følsom, ja douce distance, som forstærkes i en optagelse med en del rum omkring instrumentet. Uchidas Beethovenindspilninger er ikke lige efter den akademiske lærebog. De er mere overraskende end hendes fine version af klaverkoncerterne med dirigenten Kurt Sanderling og Bayerns Radiosymfoniorkester. Egnet til at få lytteren til at lægge et friskt øre til noget af det hyppigst indspillede musik i hele solorepertoiret.